| Måske er du en kommende studentersanger? Aarhus Studenter-Sangere optager netop nu nye sangere til vort mandskor - et kor, der har eksisteret i snart 80 år, og som står under Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederiks protektion.
|
![]() |
| Indimellem sker det, at en sanger flytter eller bliver optaget af andre aktiviteter, så derfor har vi løbende brug for nye friske stemmer. Har du lyst til at prøve kræfter med Århus' bedste mandskor, og bliver du optaget, venter en lang række af koncerter, rejser og oplevelser i et ikke helt almindeligt kor. Aarhus Studenter-Sangere er nemlig både en blanding af et ambitiøst og visionært tænkende kor, og samtidig en forening med et godt socialt fællesskab og gode traditioner, der går helt tilbage til 1930!
Mange af sangerne er blevet venner også i det private liv. Den gode stemning i koret opretholdes ikke mindst gennem vores Tvangfri-aftener, hvor der efter korprøven bydes på et lettere traktement samt en lang række af de sange, der tilhører det store standardrepertoire, men som der ikke altid bliver tid til at synge ved de ugentlige korprøver.
Hvis du har lyst til at se, hvordan Aarhus Studenter-Sangere fungerer i praksis, er du meget velkommen til at lægge vejen forbi Langelandsgades Kaserne, Langelandsgade 139, Institut for Æstetiske Fag, bygning 584, indgang C, en af de kommende tirsdage!
Prøverne starter kl. 19.00, men for en sikkerheds skyld vil det nok være en god idé at ringe til os først. Adresser og telefonnumre kan ses her !
Hvad skal der til for at blive studentersanger?
Først og fremmest skal du være mand!
Du skal kunne synge rent og være rimeligt musikalsk. Disse færdigheder afprøves ved en optagelsesprøve, som dirigenten står for.
Det er ikke et krav, at du kan læse noder ligesom forudgående korerfaring heller ikke er en forudsætning, men det hjælper selvfølgelig.
Ved optagelsesprøven synger du en selvvalgt dansk sang ligesom dine færdigheder i bladsang og eftersyngning afprøves. Desuden vil din ambitus blive bestemt (hvor højt kan du komme op og hvor dybt kan du synge). Optagelsesprøven er helt uhøjtidelig. Prøven skal hverken gennemføres den første eller anden gang, du er til kor, men du kan selv sige til, når du synes, du er klar til det. Formålet med prøven er, at dirigenten kan vurdere din stemme samt bestemme, hvilken stemmegruppe du tilhører.
For at være studentersanger, skal man kunne lide de musikalske udfordringer der ligger i, at koret synger et repertoire, der spænder milevidt.
Desuden skal man bestræbe sig på at møde op til hver øveaften, for ved hver eneste korprøve bliver der lavet nye aftaler om frasering, vokalplacering etc. Hver gang bliver der også arbejdet med den samlede korklang, hvilket naturligvis er meget svært, hvis ikke størstedelen af sangerne er til stede.
Som studentersanger skal man ikke være bange for at optræde for et til tider meget talrigt publikum, og sidst - men bestemt ikke mindst - skal man kunne klare en omgangstone, der på een gang er både uhøjtidelig, selvironisk, munter og studentikos.
|
![]() |
![]() |
|
![]() |
|
![]() |
|
![]() |
|
![]() |






